Pressemeddelelse: Rasmus Kragh går alene til Sydpolen i 2024

 
 
 
Rasmus Kragh, den første dansker til at bestige Mount Everest uden brug af medbragt ilt, er klar til at påtage sig endnu en udfordring. I slutningen af november begiver Rasmus sig ud på en soloekspedition til Sydpolen, hvor han vil gå de 1.130 kilometer fra den Antarktiske kyst ved Hercules Inlet til den geografiske Sydpol – helt uden støtte udefra. Denne banebrydende rejse er noget, ingen dansker før har opnået.
 
Projektet, der har fået titlen *Alene til Sydpolen*, handler om mere end blot en fysisk og mental bedrift.
 
Rasmus ønsker at genantænde troen på menneskeligt potentiale og evnen til at skabe forandring.
Han vil inspirere mennesker til at prioritere formål frem for kortsigtet profit, tilbringe mere tid i naturen, tro på os selv og træde frem som ledere i vores eget liv.
 
Rejsen vil også undervejs skabe opmærksomhed om en vigtig sag: en indsamling i juletiden til fordel for Julemærkehjemmene, der støtter danske børn, der kæmper med mobning, ensomhed og mistrivsel. For at understrege dette vil han holde jul og nytår alene: “Det er vigtigt at gøre en forskel, når man kan. Julen er hjerternes fest og handler om at give – dette er min julegave til vores børn.”
 
“Jeg vil vise, at der er en vej, hvor du kan være dig selv, stå stærkt og gøre en forskel, uanset hvem du er”, siger Rasmus Kragh.
 
“Dette er ikke kun en rejse til Sydpolen, men også en rejse indad – en udforskning af menneskelig kapacitet, mod og forandringsevne. Jeg ønsker at inspirere os alle til at kigge mere indad i stedet for udad, når vi leder efter forandring og styrke.”
 
Rasmus’ rejse bliver fulgt tæt gennem et livecenter på hjemmesiden www.alenetilsydpolen.dk, hvor danskerne kan følge hver eneste kilometer, han tilbagelægger via GPS-udstyr og på et kort af lyd, billeder og tanker. Samtidig lancerer han i samarbejde med produktionsselskabet Wow Productions podcasten *Alene til Sydpolen*, hvor han vil dele indsigt i personligt lederskab og de værdier, som han ønsker at fremme med sin ekspedition.
 
Ekspeditionen, der forventes at tage mellem 40 og 45 dage, vil være en både fysisk og mental udfordring. Rasmus skal trække en slæde på op til 110 kg gennem ekstremt vejr og temperaturer på ned til -50°C. Han har allerede gennemført omfattende forberedelser, herunder ekspeditioner i Lapland og på Svalbard, som led i sin træning mod målet.
 
 
Nøglefakta om projektet:
 
– Distance: 1.130 km fra Hercules Inlet til den geografiske Sydpol
– Estimeret varighed: 40-45 dage
– Start: Slutningen af november 2024
– Rejsen sætter fokus på hvordan vi som mennesker kan skabe forandringer
– Indsamling til fordel for Julemærkehjemmene
– Følg ekspeditionen live på www.alenetilsydpolen.dk
 
For yderligere information kontakt:
 
Rasmus Kragh
Telefon: +45 60623632

www.alenetilsydpolen.dk

Eller presseansvarlig
Benjamin Rud Elberth
Telefon: +45 23961545
E-mail: benjamin@elberth.dk